søndag den 4. januar 2015

Skilteskrivning og bladklipning

Så oprandt det nye år, og efter en uge i festivitas, var det rigtig dejligt at komme en tur ud i haven.
Påskeklokkerne er tidligt på den i år, så jeg besluttede mig for at klippe de gamle blade af. Jeg ved godt at blomsterne nemt kan gå til, hvis der kommer en gang barfrost, men mit indtryk er, at det gør de alligevel, selv om bladene sidder der. Dog skal det lige nævnes at det er første gang jeg fjerner bladene så tidligt.
Helleborus x hybridus - Påskeklokke
Jeg fjerner dem egentlig mest fordi, det kan være svært at se blomsterne, når bladene sidder på, men også fordi jeg kan fjerne evt. svampe på de gamle blade. Så kommer smitten ikke med over på de nye blade.
Nyklippet og fuld af knopper.
Der er også andre planter der blomstrer lige nu. I foråret købte jeg på plantemarked i Kiekeberg ved Hamborg, denne smukke Troldnød. Da vi havde frost for en uge siden sygnede blomsterne lidt hen, men nu i tø er de friske at se på igen. Skønt.
Troldnød - Hamamelis x intermedia 'Jelena'
I efteråret blev jeg træt at alle de hvide plastik etiketter, jeg har over hele haven og investerede i disse mere diskrete sorte skilte. Man kan selvfølgelig se dem her om vinteren, men når planterne har løv ses de næsten ikke. De går i et med omgivelserne.

Jeg har et nyplantet bed, som jeg ikke nåede at skrive skilte til, da planterne kom i jorden, men det er klaret nu. Det er også rart, fordi høns og solsorte gerne vil hive i de hvide skilte.
Jeg er rigtig glad for disse skilte, for når jeg fotograferer i haven, kan jeg lige finde skiltet og få det rigtige navn med. Sommetider tager jeg også stiklinger i haven, og så er det jo endnu vigtigere at vide, hvad det er man står med :-)

Skiltene forhandles af Bendtsens Boglager, de koster 3 kr./stk. men sendes så også fragtfrit.

Jeg bruger de store skilte på 20 cm, så er de, som Birgitte Husted Bendtsen skriver, nemme at finde igen :-)

Godt nytår
Kirsten Bengtson
www.thyboesminde.dk

5 kommentarer:

  1. Hej Kirsten. Godt nytår til dig. Jeg klipper også bladene af, det er jo også nemt at lægge lidt gran omkring ved hård frost. De sorte skilte er flotte, men jeg synes de er temmelig dyre, men kan godt se de falder godt sammen med jorden. Mange hilsner fra Ulla.

    SvarSlet
  2. Jeg har også klippet bladene af påskeklokkerne meget tidligere end jeg plejer, men det er nemmere at se blomsterne, når de ikke er der, rart at se, at der er mange på vej.
    De sorte skilte har jeg også anskaffet en del af, men slet ikke nok, for som Ulla skriver, så er de lidt dyre.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
  3. Hej Kirsten.

    Dejligt at se at foråret er lige om hjørnet. Så er det bare lige spørgsmålet hvor koldt og hvidt hjørnet når at blive. Jeg glæder mig i den grad til foråret, solens strejf og varme, lugten af mulden og at få jord under neglene igen. Vi ses.

    SvarSlet
  4. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  5. Hej Kirsten jeg har lige haft besøg af Melanie, hun har hjulpet mig så jeg igen kan kommentere på de forskellige blogge, Hvor er det en flot trodnød. Jeg har endnu ikke klippet bladene af mine påskeklokker,men hvis det milde vejr fortsætter går jeg snart igang med saksen.
    Kærlig hilsen
    Hanne

    SvarSlet