onsdag den 12. juni 2013

Nyheder og en sviptur i haven

Limegule blade på planter lyser gevaldigt op i halvskyggen eller skyggen. En temmelig stor ny staude står og lyser med sine blade i planteskolen og jeg skal helt bestemt finde et sted til den i haven, nede i det lidt mere vilde, for den kan sagtens klare sig i konkurrencen mellem akelejer og løvefod. Det er en staude-aralie der er tale om, Aralia cordata 'Sun King'.
Aralia cordata 'Sun King'
Staude-aralie 'Sun King' har bittesmå grønne blomster i skærme i juli - august, efterfulgt af sorte bær.
Atraktionen er den lysende effekt med de limegule store blade. For at bevare planten limegul hen over sommeren, er det vigtigt at den får et par timers sol hver dag, men undgå den hårde middagssol, der har tendens til at svide gulbladede stauder. Kommer sent op af jorden, men når den først er oppe går det lynende stærkt. Trives i alm. jord i halvskygge og bliver ca. 130 cm høj og 100 cm bred.

Endelig er Trollius 'New Moon' sprunget ud, og hvilken lækker lysegul farve. Mørkegrønne blade og stærke stængler med skålformede blomster i maj - juni. Planten trives i fugtighedsbevarende jord i sol til halvskygge, bliver ca. 60 cm høj.
Trollius 'New Moon'
I haven er det  Amsonia der optager mig. Jeg har efterhånden fået fat i flere forskellige arter, og prøver at finde ud af hvordan de formeres nemmest, med frø eller stiklinger. Det er alle planter med aflange blade, pileagtige af udseende, og små stjerneformede lyseblå blomster i toppe. Farven er helt unik, da der ikke er spor af rødt i det blå. De trives alle i alm. jord i sol. Bliver ca.60 - 80 cm. høje.
Amsonia rigida
Amsonia tabernaemontana
Til allersidst skal I lige se den skønneste tulipan i blomst. Det er Tulipa sprengeri der lyser total rødt i min have hvert år. Den kan åbenbart godt li' at være i min have, for der er ved at være en god koloni. Tulipa sprengeri er ikke besværlig i haven, det besværlige ved den,  er at den ikke til at grave op og formere på. Jeg har prøvet at grave 3 løg op og vi måtte 30 - 40 cm ned i jorden for at finde dem. Da løgene heller ikke kan lide at tørre ud som andre tulipan løg, kan den desværre ikke sælges som andre løgvækster i efteråret.
Tulipa sprengeri
Men har man først fået fat i den, vil den med tiden blive til en stor koloni, da den frøsår sig.

Sommerhilsen
Kirsten Bengtson

www.thyboesminde.blogspot.com
www.thyboesminde.dk

.

mandag den 10. juni 2013

Tid til plantemarked

Næste weekend står i plantemarkedernes tegn. Først en tur til Aalborg lørdag d. 15. juni kl.11 - 16 og dernæst en tur til  Elipsehaverne på Djursland søndag d. 16. juni  kl. 12 - 17.

I Aalborg er der plantemarked i Øster Anlæg - Bonnesensgade/Teglværks Allé/Sjællandsgade. Et skønt sted at holde plantemarked med hyggelige stier og flotte træer. Her kan man købe næsten alt hvad hjertet begærer til haven. Fri entre. Thyboesminde Stauder deltager med salgsbod.
Se mere om arrangementet på Haveselskabet - Aalborg Kredsens hjemmeside her

Udsnit fra den gule have i Ellipsehaverne.
På Djursland er der havefestival i Kjeld Slots Ellipsehaver, hvor der er plantesalg og foredrag både lørdag d.15 og søndag d. 16. Haven er anlagt med ellipser som grundform, det giver mange spændende bede og rum, samt en god helhed. Haven er på ca. 7000 m2 og er beliggende i Hyllested, Hyllested Bygade 23, 8400 Ebeltoft.  Entre 50 kr. Thyboesminde Stauder deltager med salgsbod om søndagen.
Læs mere om arrangementet på Kjeld Slots blog her.
Stuehus med spejlbassin i Ellipsehaverne
Jeg glæder mig til at møde glade havemennesker på begge plantemarkeder. Det er altid ganske berusende at deltage i sådanne arrangementer, at få en god havesnak og at blive inspireret.
Da jeg ikke kan være to steder på en gang, er det Marianne , der passer biksen på Skivervej 80 om lørdagen.

Håber at se nogle at alle Jer haveglade mennesker derude :o)
Havehilsen
Kirsten Bengtson

www.thyboesminde.blogspot.com