lørdag den 15. september 2012

Bladene er begyndt at visne og falde af nogle af buskene og træerne. Men en rundtur med kameraet afslører at vi stadig har noget til gode ude i haven. Flere høstfloks er på deres højeste nu, hjortetrøst er stor og mægtig og kertepileurt i forskellige nuancer gi'r den gas.
Phlox paniculata 'Apfelblüte' i fuld flor sammen med  Eupatorium rugosum 'Chocolate' med de mørke blade.
Vernonia 'Mammuth' ,der minder om en kæmpe agaratum, er knap nok sprunget ud endnu. Sjov efterårsplante.
Kniphofia 'Ice Queen', en sentblomstrende raketblomst i en lækker farve.
Her er det en af mine egne selektioner: Aster 'Asta', en frøplante af Aster 'Pink Star' der blomstrer væsentlig tidligere end sit ophav. Ved siden af er det kertepileurt Persicaria amplexicaulis 'Orange Field'.
Kertepileurt igen, her er det Persicaria amplexicaulis 'Firetail' sammen med en af mine yndlingsfloks Phlox paniculata 'Betty Marguerite'. Floksens farve er mere intens rød end billedet viser, mit kamera kan ikke optage den rigtig farve.
Forrest og bagerst i billedet er det fennikel, Foeniculum vulgare, meterhøj plante med en vidunderlig limegrøn skærm, der er suveræn i buketter. 2 slags hjortetrøst derimellem. Forrest hamphjortetrøst  Eupatorium cannabium 'Plenum' og bagest den kæmpestore Eupatorium maculatum 'Atropurpureum'.
Den statelige solsikke Helianthus 'Lemon Queen'.
I den lyse skovbund står den hårdføre begonie i fuld blomstring, Begonia grandis.
Den kommer sent op af jorden, så man skal vide hvor den står.
En super storkenæb, der bliver ved til det sidste, Geranium 'Tiny Monster'.
Aster oblongifolius 'October Skies', en himmelblå aster der trives i veldrænet jord til den sandede side i sol.
En nyhed i haven og planteskolen.
Sentblomstrende allium , Allium senescens, en skøn plante.
Til aller sidst har jeg filmet 2 græsser vejende i vinden. Et billede gør sig ikke her. Her er det bevægelsen der gør planterne smukke. græsset i venstre side er en koreansk sandrørhvene, Calamagrostis brachytricha, og til højre er det pibegræs,  Molinia arundinacea.


2 kommentarer:

  1. Det er masser af blomster hos jer! Min aster Asta er ikke kommet i blomst nu, håber det gør til frost.

    SvarSlet
  2. Smukt med græsserne, der vejrer i vinden. Ellers er det fine billeder du viser, vernonia ser spændende ud. Jeg har netop købt en Vernonia Crinita hos Staudestedet.
    Vh
    Lisbeth

    SvarSlet